POUL ROSENBAUM blev født i 1952, En af de førende pianister i Danmark.
Han har givet koncerter i USA, Europa, Kina og Mexico og er navnlig kendt for fremførelse af nutidig og romantisk musik.
Han har været solist ved festivaler (bl.a. ISCM Verdensmusikdage, American Music Week og andre) og han har uropført et stort antal værker.
I de senere år har han regelmæssigt givet koncerter og master classes i Kina.
Poul Rosenbaum debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, fik stipendium til studium ved Juilliard School i New York, og debuterede i Carnegie Recital Hall, New York i 1978. Han modtog Jacob Gade Legat i 1978.
Han har indspillet over 25 pladeproduktioner med bl.a. klavermusik af Rachmaninoff, Liszt, Schumann, Medtner, samtlige klaverværker af Charles Griffes og andet repertoire fra det 20. århundrede. Hans indspilning af Poul Ruders’ Klaverkoncert ”Dramaphonia” (tilegnet Poul Rosenbaum) blev Grammy nomineret i 1995.
Poul Rosenbaum spillede i mange år sammen med den berømte bassanger Aage Haugland, og de indspillede flere CD’er, herunder samtlige sange af Mussorgsky (udgivet på 3 CD’er hos Chandos Records). Indspilningen af Mussorgsky sangene (sunget på russisk) er særdeles anerkendt i den internationale musikpresse.
I duoen ”BACK TO BACH” spiller Poul Rosenbaum klavermusik af J.S. Bach og Chopin sammen med den fremragende, danske jazz musiker, bassisten Mads Vinding, i deres egen, personlige fortolkning.
Poul Rosenbaum har været gæstelærer ved Shanghai Musikkonservatorium, Kina, samt flere universiteter i Shanghai området. Desuden har han været solist i Beijing, Koncertsal i Den Forbudte By. Har indgået flerårig aftale som gæstelærer ved flere kinesiske universiteter.
Poul Rosenbaum danner violin-klaver duo med bl.a. den kinesiske violinist Xie Haoming, samt Hyun Su Shin fra Sydkorea, Mira Foron fra Tyskland.
Endvidere klaverduo med pianisten John Damgaard, samt pianisten Polina Fradkina fra Skt. Petersborg.
Poul Rosenbaum er desuden særdeles aktiv i dansk musikliv inden for musikuddannelse, og som inspirator og organisator. Han er leder for Copenhagen Summer Festival og Øresunds Solist. Aktiviteter med fokus på unge talenter og prisvindere, både hjemlige og internationale. I næsten 40 år var han leder for Ishøj Kulturskole og MGK. Modtog Kammersanger Emil Holms Legat i 2011.